CHRISTMAS VACATION
MORE TIME TO BE
Vi besluttede os for at udnytte den relativt lange juleferie på den allerbedste måde – nemlig at rejse. Så et par ekstra uger på hhv. barsels- og feriekontoen og vupti; så befandt vi os på Filippinerne. Så nu kommer der et par indlæg, der ikke er mountainbike relaterede, men de er i allerhøjeste grad rejse-relaterede.
Planen var fra starten at tilbringe fem dage på en båd og herefter fem dage på Secret Island. Begge dele kommet i søgelyset qua nogle kontakter hjemmefra. Katrine kommunikerede langt og længe frem og tilbage for at skabe den perfekte plan, og da vi endeligt nåede frem til Coron… skulle planen alligevel ændres.
Der var varslet tyfon, så ejeren af båden, Kim, mente, at det var bedre at bytte rundt på hhv. bådtur og Secret Island. Helt fint med os og det viste sig senere, at båden slet ikke blev aktuel, da der manglede en del til noget mekanik-værk.
Kims kone Jev tog imod os på havnen, og herefter blev vi sejlet i en jolle ud til Kim, der ventede på en speedbåd- Secret Island var to timers sejlads væk, men vandet var rimeligt roligt, og midtvejs havde vi et stop med tid til at bade i 29 grades varmt havvand…
Ankomst til Secret Island, blev mødt af køkkenpigerne Gin og Gilda med lækker limonade, fik en lille briefing af Kim, pakkede ud og startede herefter på ti dages rendyrket afslapning.
Udover de fire ovenstående bygninger var der et køkken, en personalehytte, en bad-hytte og ti små to-senges bungalows. Der var alt, hvad der var på øen… Der er ikke internet og ikke engang telefon-dækning. Så telefoner kunne ikke bruges til andet end at tage billeder, og pigerne spurgte ikke efter tv eller iPads, så alting var bare gemt væk.
I stedet havde vi tid til at være sammen – sådan rigtigt være sammen. Vi kitesurfede (var begge begyndere så det skulle lige læres), hang i hængekøjer, spillede UNO, spillede rigtigt meget UNO, legede med de seks nye hundehvalpe hilste på de 15 nye grislinger, besøgte naboøen os dens mange børn, tog på bådtur med snorkling, besteg toppen på øen, snakkede sammen med de andre gæster (vi var mellem 10-20 gæster i løbet af de 10 dage) og nød bare, at maden blev stillet på bordet til os tre gange om dagen. Det var meget højskole-agtigt med spisning ved et fælles langbord.
Vi har aldrig været så meget nede i gear, og de ti dage på Secret Island står som en af de bedste oplevelser, vi nogensinde har haft. Vi holder det kort her, da vi helst ikke vil afskrække nogen med lange fortællinger, men Katrine har skrevet en rigtig fin dagbog fra hele vores rejse, som bliver lagt ind som et selvstændigt indlæg.
PEAK VIEW RESORT
Imellem Secret Island og Peak View resort ved San Vicente besøgte vi både Coron og El Nido. Begge lækre steder men vi havde nok vænnet os til at være lidt mere alene og “lokale”. Så selvom El Nido er et sindsygt smukt sted, besluttede vi os ret hurtigt for at rykke videre – der var simpelthen for mange turister…
Så en hurtig søgning på San Vicente, som vi havde fået anbefalet af Kims kone Jew, gav os et hit på Peak View Resort. Det lå vistnok en smule uden for byen, og derfor tænkte vi: “perfekt!”
Chaufføren fra El Nido troede vi var idioter, for hvorfor ville man da så langt ud? “Are you sure?” Ok, det lå måske lidt længere væk fra alting, end vi havde troet, men dette betød bare, at vi var eneste familie på det kæmpe resort, der rådede over to værelser sammenlagt…
Peak View ligger i en lille landsby og er det eneste hotel i miles omkreds, så vi var de eneste turister, men medejeren Chris havde til gengæld rigeligt med tid til at underholde os. Han svarede med glæde på alle vores spørgsmål, arrangerede bådture, køreture til toppen af området, scooterleje med guide og besøg på den lokale skole.
Vi havde en uendeligt lang strandkant for os selv, og de gudesmukke solnedgange blev nydt sammen med de lokale. Pigerne fik masser af nye lokale venner, de fik hjulpet de lokale fiskere med at hive deres net ind, og de fik smag for karryretten på stedet.
Det var en kæmpe befrielse af have fundet et så afsidesliggende sted, hvor man virkeligt kunne mingle med lokalbefolkningen. Katrine spillede gadespil med de lokale kvinder, og vi spillede kort og andre spil med Chris og hans venner. Desuden fik vi skolebørnene til at vise os vejen på gåben op til toppen af området, så vi også fik rørt os lidt.
Alt i alt var det den perfekte afslutning på den perfekte tur. Vi har efterhånden lært, hvad vi sætter pris på, når vi rejser, og det lykkedes til fulde at komme ned i et gear, vi sjældent har været i før. Så tak til Filippinerne – vi afviser ikke, at vi kommer tilbage!
FOLLOW OUR BLOG
